2020-2021: Værtsfamilie søges til Iben fra København

Rejsekontoret søger en værtsfamilie til Iben fra København, som gerne til tage sin 10. klasse i Sydslesvig. Gerne en badminton-familie.

Takkehænder

Mit navn er Iben, jeg bliver 15 år den 7. januar og bor i København. Jeg går i 9. klasse på Enghavegård Skole i Gladsaxe og afslutter dermed min folkeskole til sommer.

 Iben Caesar

I min fritid spiller jeg meget badminton. Jeg træner ca. 5 gange om ugen i min badmintonklub Herlev/Hjorten. Jeg nyder at have et socialt liv udenfor skolen, og elsker at være aktiv. Derfor går jeg så meget op i min badminton.  Derudover går jeg også til solo-sang en gang om ugen. Det er en beskæftigelse der gør mig glad, men jeg har ikke har nogen drøm om en sangkarriere. I skolen elsker jeg at lære nye ting. Alle fag synes jeg er interessante, men de naturvidenskabelige fag fanger specielt min interesse. Jeg holder meget af dyr, specielt hunde. Jeg har ikke hund selv, men har passet meget min fasters hund, når hun enten har været på ferie eller har haft for travlt i hverdagen.

Jeg har en lillesøster, som er 12 år. Som person vil jeg betegne mig som glad, udadvendt, struktureret, ambitiøs og nysgerrig på andre mennesker. Desuden har jeg nok det, nogen ville kalde lidt “krudt i røven”. Men samtidig kan jeg også være stille og rolig. Jeg vil betegne mig som et høfligt og hjælpsomt menneske. Jeg har ikke nogen sygdomme eller allergier. Jeg er måske lidt kræsen, fx. bryder jeg mig ikke om ost eller fisk, og jeg skal gerne vide, hvad der er i maden. Men jeg elsker grøntsager og “sund” mad. Jeg er dog ikke vegetar - tværtimod - men det kunne være spændende at prøve dette.

Som værtsfamilie ville jeg ønske mig en familie, som også har børn, som enten er jævnaldrende eller lidt ældre. Desuden må de gerne holde af dyr, være aktive mht. sport og gerne være åbne og imødekommende.

Jeg ser frem til at tilbringe min 10. klasse i Sydslesvig. Dels vil jeg gerne forbedre mit tysk, og dels vil jeg også vokse som menneske: At lære mig selv bedre at kende, møde nye mennesker, få nye indtryk og lære den tyske kultur at kende. Desuden har jeg et ønske om at kunne fastholde min badmintonsport.

Hilsen Iben

 

Er din familie interesseret i at blive værtsfamilie? Læs mere her eller kontakt rejsekontoret@skoleforeningen.org